Kære Kunde i Float Studio.
Det er med et meget tungt hjerte og tårer i øjnene at vi desværre må meddele dig at Float Studio Aps har indgivet en konkurs begæring og lukker fra dags dato.
Det har været en kort proces, som er gået rigtigt stærk de sidste par uger. Vi har forsøgt med alt hvad der står i vores magt, at holde Float Studio oven vande, men det er desværre ikke økonomisk holdbart at fortsætte og derfor er vi nu nødsaget til at dreje nøglen en sidste gang.
Praktisk info kommer nederst på siden.
Vi ved hvor meget Floating og Float Studio betyder for rigtig mange mennesker, og hvor vigtigt et frirum det er blevet I mange af jeres liv.
Det gør ondt, men vi er også taknemlige for hvor langt vi er kommet med Float Studio og hvor meget vi har fået bredt floating ud igennem de sidste 6 år, samt hvor mange gode oplevelser, vi har været med til at danne ramme om.
Vi har drevet Float Studio med liv og sjæl og vi har lagt alt vores energi og kærlighed i vores 2 centre, så vi er utroligt kede af ikke at kunne byde dig velkommen igen.
Vi ved i vores hjerter, at vi har gjort alt hvad vi overhovedet kunne for at gøre Float Studio til en succes, en god oplevelse og et fristed hvor mennesker kunne finde ro, så vi går også videre med stolthed og oprejst pande.
Vi vil ikke glemme alle de små øjeblikke imellem mennesker, de mange relationer der er blevet skabt, alle de dybe åndedrag samt den helt særlige ro og jordforbindelse, som Floating kan skabe.
At få lov at facilitere denne oplevelse og se forandringen i jeres øjne og ansigt fra før og efter et float har været uvurderligt.
Vi tænker på jer alle: jer som vi har måtte aflyse den senest uge med kort varsel, jer som havde planlagt det besøg og set frem til det. Jer, som er kommet fast hos os i kort eller længere tid og som vi er kommet til at holde af.
Vores rejse med Floating er ikke slut, men kun lige begyndt, dog er 1. kapitel der hedder Float Studio, nu nået til sin ende.
Float Studio har været et åndehul for utroligt mange mennesker og det vil vi gerne slutte af med at sige et kæmpe stort tak for.
Vi vil bare gerne sige tak. Tak for rejsen til alle jer og til vores fantastiske ansatte, som har været med til at gøre det muligt.
Det er et minde der vil leve i vore hjerter for evigt, og vi håber at der er mange derude der sidder med et minde og en særlig oplevelse fra Float Studio, som altid vil eksistere.
Tak for at besøge os. Tak for at støtte os. Tak for at tro på os. Tak for at vælge dig selv.
Af hjertet tak!
De bedste, varmeste og kærligste hilsner
Jonas, Nikolai, Sara og Maria
Samt hele Team Float Studio I Århus og København.